Side 1
MeginBowlen i Humlum 23. - 25. august 2024 Beretninger
Årets beretning er en collage af indtryk modtaget fra sejlerne efter stævnet:
Opbakningen og dommerbåd fra Nordvestjysk fjordkultur i Stuer blev værdsat af alle sejlerne.
Fotos taget Antje Joacim Lipp (Megin 498)
Nis Rømer og gasterne Sixten og Jacob (Megin nr. 543) skriver:
Der var storm på vej og ingen vej over Storebæltsbroen for små trailere fredag, så fra Holbæk gik turen over med Molslinjen, og vi tog en overnatning i Aarhus på vejen for ikke at køre direkte ind i stormen. Vi hørte en del beretninger om det vilde vejr dagen før, da vi kom frem, så det var en fin beslutning. Lørdag ankom vi til en havn, der var godt fyldt med vand. Vi brugte en del forsøg på at komme ud af havneløbet i stiv modvind og med opstuvet vand i åbningen. Det var helt sikkert underholdende for publikum at se på, og godt at skulle kæmpe lidt for det til at starte med!
God vind til de to første sejladser og en del bølger gav en vand i båden (og på gasterne).
Side 2
Banen var lang, men det gav tid sammen med gasterne på vandet til at blive sejlet sammen. Flot med Fjordkulturens både som dommerskibe!
Natten bød på en del vand (også i teltet)
Søndag klarede det lidt op og det var to rigtigt gode sejladser. Men også med småbyger med masser af vand, gode vindpust, sol og mørke skyer. Det var smukt og sjovt, en optimal dag på vandet!
Vi tog afsted opfyldt af gode indtryk, som vi vil tage med os og huske længe. Tak for det store arbejde med at organisere, kommunikere og tilrettelægge. Det betyder virkelig meget, og det er bare sjovere at sejle mange sammen.
Det krævede ihærdigt arbejde at komme ud på fjorden, mod vinden…..
Lillian og Hans Peder (Megin nr. 442) fortæller:
Side 3
Det største indtryk fra dette års MeginBowle var vejret. Det gik nogenlunde om lørdagen, men som udsigten senere om søndagen så ud, valgte vi at rigge af, medens vejret var nogenlunde. Slæbestedet var ellers fint fladt, men på grund af højvande måtte vi ud og soppe rundt i vandet for at få båden op på traileren, men da vejret stadig var fint gik det godt. Igen i år en god oplevelse.
Poul Sejr og Erik Rattenborg (Megin nr. 3)
Forholdene for opholdet i forbindelse med MeginBowle 2024 var udmærkede. Der var gode faciliteter på Humlum Camping, og et stort telt skærmede deltagerne for regn og rusk under spisning, generalforsamling m.m. Teltpladsen lå tæt på slæbested og havn. Der var fredag en kraftig storm i området, der bl.a. forsinkede tilsejlende deltagere, ligesom kørende såvel nordfra som sydfra blev forsinkede af forskellige årsager. Optakten til sejladserne lørdag blev vanskeliggjort af kraftig blæst direkte ind i havnehullet. De fleste både havde svært ved at komme ud, og det lykkedes slet ikke for Megin no. III. Sejladserne på den udlagte bane, blev dog planmæssigt gennemført. Sejladskommisærerne valgte at aflyse den afsluttende distancesejlads, da der var risiko for, at den ville have trukket ud og forsinket festmiddagen om aftenen. Denne beslutning blev der udtrykt tilfredshed med blandt deltagerne.
Søndag var vinden heldigvis vendt, så det var nemt at komme ud til de to sejladser på en nu afkortet bane. Der blev budt på både fine vindforhold og kraftige tordenbyger. Til gengæld var det efter sejladserne vanskeligt at komme ind i havnen, da vinden nu stod nærmest ret ud fra havnehullet. F.eks. måtte Megin no. III smide kludene udenfor og ro ind. Gasten roede af alle kræfter, men båden var ikke til at styre og drejede konstant rundt, og de drev længere ud. Der blev roet og skoddet og bandet og svovlet, men gasten ænsede ikke skippers smørrede grin før denne ”pludseligt opdagede”, at roret var sat hårdt til bagbord! Skipper bedyrede hårdnakket, at han ikke havde været opmærksom på det. Meeen …???? Nå, ind kom de så, nu uden besvær.
Alt i alt en fin begivenhedsrig weekend for deltagerne.
Side 4
Dejlig sejlads på Venøbugt….
Hans Peter Novrup- (Megin 283) beretter:
Vi kom til Humlum torsdag eftermiddag, hvor vi havde lejet et lille sommerhus. Vi kom ikke ud at sejle om fredagen - regn og megen blæst, men fik dog søsat jollen. Jeg fik talt med 3 mænd fra Nordvestjysk Fjordkultur - om hvordan MeginBowle sejladserne har forløbet de andre år.
Humlum er et godt sted. Vi havde en god oplevelse - min søn - og jeg (det var anden gang han var i jollen).
Jeg kunne høre, nogen snak om størrelsen på sejl og specielt fok-størrelsen! - Men sejlene, dem er der jo tegninger på!
Ærgerlig - Vi ikke kunne få sejlresultaterne med hjem.
Side 5
Kyster med små klinter, træer og perspektiver. Meginsejlads når det er bedst.
Lene og Henrik Gurskov (Megin 455) skriver:
Vi nød samværet i Humlum Campingpladsen med forskellige bosteder gjorde det lidt svært lige at kigge forbi vores samlingsplads. Men opholdet var perfekt. Farvandet og dommerbåde super, så det blev et fint stævne med hyggeligt samvær. Det voldsomme vejr gav udfordringer, når man lige ville mødes ved båden.
Paul Arnbak (Megin 444) skriver:
Jeg måtte desværre blive hjemme fra stævnet i år. Jeg havde planlagt, hvad der var muligt i tiden før stævnet, men min Kirsten blev meget syg, og jeg blev selvfølgelig hjemme. Det er mit indtryk, at bestyrelsen sammen med alle sejlerne afviklede stævnet på bedste vis.
Side 6
Megin-kulturen er så mange ting, sejladsen, glæden ved jollen og dens muligheder, en fælles forståelse af den særlige glæde, det er at sejle ganske nær vandet.
MeginBowlen er årets store dejlige Megin- møde. Men også i det daglige, når vi sejler hjemme - om det så er alene eller med andre lokale Meginjoller - her gemmer sig en rigdom af muligheder, sommer og vinter (med hue og vanter) for at opleve vejr og vind, måger og muslinger. Hele tiden fulgt af lysskift mellem skyer og vindspring. Og fornemmelsen af varme i huden, når man kommer hjem efter en sejlads en solrig februar dag...
God sejlads i året det kommer Paul Arnbak, Megin klubben