Side 1
Oktober sejlads på Mariagerfjord lørdag.19.10.13 5 joller havde besluttet sig til at sejle efteråret i møde. Det var Sven fra Arden (nr. 252), Elsebeth og Ole K. fra Randers (nr. 26), Ole D. fra Mårslet (nr. 381), Lars (nr. 50) og Paul (nr. 444) fra Stinesminde. Vi mødtes til rundstykker og planlægning, inden vi satte jollerne i vandet. Der var trængsel på havnen, fordi storbådssejlerne var ved at tage deres både på land. Heldigt vi meginsejlere har en meget længere sæson på ca. 12 måneder om året. Det var svag vind fra syd, og vi sejlede ind i fjorden, langsomt, langs flammende skovbryn på brinkerne. Trods dis og en antydning af regn, sejlede vi os ind i årstiden og landskabet og passerede flere kajakroere der på meginmaner også kan nyde vejr og vand helt tæt på.
Efter et par timers kryds gik vi i land ved Bramslev Bakker. Ole K, tændte sit lille kogekar med enebærris - til dampende varm kaffe. Vi spiste madpakker og gik en tur op gennem enebærskoven op til toppen af bakken og udsigten. Vinden var nu drejet mer i øst, så vi nu havde rent kryds hjem mod Stinesminde. Vi kalder vores sammenslutning af meginjoller på Mariagerfjord for ”MeginLuren”, både med link til vikingetid og til middagslur. Og vores sejlads var ikke kapsejlads, men alligevel er det sjovt at måle farten på hinanden, se om der er fordel ved en ene eller anden kyst. Ole D. havde aldrig sejlet i sin jolle alene før, vi ville selvsagt vente på ham. Men han sejlede bare fra os andre, indtil han tændt piben og missede et par vendinger. Ganske som Sven ofte understreger, at han ikke sejler hurtigt, hvorpå han begyndte turen med at stikke af fra os andre, så han var nødt til at gå på grund for at få os med.
Lidt forfrosne – temperaturen lå på ca 8 gr. – var vi hjemme kl. 16, riggede af og delte en varm megingryderet og en gang hyggelig snak, inden vi fordelte os i efterårsmørket. Fjordhilsen fra MeginLuren v. Paul A