MEGINclubSejl sammen.

MeginBowlen 2011 beskrivelsen

Læs dokumentets tekst her, og hent originalen med billeder, tabeller og den oprindelige opsætning.

Side 1

MeginBowlen 2011

Fredag Jeg kører langsomt med min bådtrailer ud på motorvejens uendelighed, men jeg sidder og ved noget mere end alle de overhalende, stressede, susende biler. Jeg er på vej til at mødes med mennesker, der er lige så bidt af små venlige joller, som jeg er. Gps´en sender mig ind gennem Svendborg, vejen kringler og pludselig dukker Svendborg Sund op, blåt, forblæst, ivrigt. Vejen bliver mindre på Thurø mellem villaer, hække og dansende birketræer, så ned ad en lille vej til bådværftet og et dejligt mylder af Meginjoller. Vi folder os ud af bilerne, søsætter, snakker og hjælper og rigger til. Historien er i gang for værftet er et gammelt sejlskibsværft fra Thurøs storhedstid med hundredevis af skonnerter.

Blæsten river ind gennem Thurøbund, Jeg prøver et kryds ud i sundet uden reb i sejlet , men vælger, før jeg kæntrer, den mere magelige læns næsten i surfbrædtstil ind mod spejdercentret. Gad vidst hvordan det bliver at lande i kulingen der, men broen er lang og god og bakkerne gir lidt læ og mange ivrige Meginjolle sejlerhænder hjælper til. 25 joller ved broen. Vi bærer telte op ad bakkerne, rejser dem i læ af mirabelleheget. Et stort telt samler os snart, vi genkender, spørger hvem hinanden er, husker og fortæller og tænker på vejret i morgen. Forplejning er gennemtænkt af Jens og Dorthe og alt fungerer trygt og godt. Lørdag. Blæsten står ubarmhjertigt ind gennem Thurøbund. Jens og Dorthe har hidkaldt den 100 år gamle Postbåd ”Hjortø” som dommerskib og den lægger til, uanfægtet af blæsten.

Båden er fyldt med kyndige dommere fra Svendborg Amatør Sejlklub. Men enkelte af os lidt gamle og pylrede bestyrelsesmedlemmer overvejer om ikke vejret er for hårdt til sejlads. Men dommerne siger, at de skyder starten igang som planlagt for dem der vil. Få barske sejlere krydser nu ud mod Lunkebugten. Vi andre nøler og ved ikke rigtigt. Nå, men så da følgebåden tilbyder slæb til banen tar vi med, så mange af os alligevel når 1. sejlads. Ud for Thurøbund Sejlklub er den store sejlads ”Øhavet Rundt” lige skudt i gang og store tunge sejlbåde krænger i hårde kryds. En bliver hængende på Kidholms rev – åh, hvor må det være surt at se feltet sejle bort. Efter første sejlads er alle nået frem, også de sidste, der selv krydsede ud. 2. sejlads går i gang. Og begge sejladser sætter både, besætninger og overblik på prøve. Vinden svinger mellem 10 og 14 sek/m. Midt i bølger og pust og trængsel på den korte startlinje lyder

Side 2

enkelte knas og brag, men efterhånden trækkes feltet ud, og vi nyder udfordringen at sejle i hårdt vejr, mærke de små jollers evne til at bjærge sig. Så meget sol i ansigtet – de skulle bare vide, hvor det er skønt, alle dem inde på land! Ved middagstid stævner jollerne til stranden ved Valdemars Slot. Her er læ! Solen skinner – den lange række både trukket op strandbredden, trækker interesserede til, og vi snakker med flere, der godt kunne tænke sig at være med i fællesskabet og måske få fat i en Megin. Madpakker smager vidunderlig med udsigt over Lunkebugten. Eftermiddagens distance sejlads ændres, så den passer til det hårde vejr. Bliver efter et par kryds, en halvvind og læns hjem til spejdercentret med en sløjfe omkring Kidholms grunde vande.

Nu er det dejligt at komme på land og få skibberlabskovs i teltet og friskbrygget fadøl fra Horbæk Håndbryggerlaug ved Randers – og efter generalforsamlingens drøftelser mere god snak mellem sejlerne, inden vi lægger os i teltene i sommernatten, der pludselig er stille, så man hører folk tale på den anden side af Thurøbund. Søndag Så helt anderledes fra lørdagens blæst, i dag er vandet spejlblankt, solen brager ned – planerne ændres til et par nænsomme letvejrs sejladser inde i Thurøbund med lænse start i den antydning af vind, der dog er et sted. Men også det kan Meginjoller! Vi sidder stille i jollerne, vægter båden til læ, så sejlet får hulning, blikket stift rettet mod fokken, drejer forsigtigt blikket, har de mere vind inde under land? Krydser ind under brinkernes skovbryn, vender før jeg rammer et stort træ, der har lagt sig ud i vandet. Glider lige så stille– ind i ren rekreation efter gårdsdagens stærke oplevelser.

Præmier deles ud. 1. plads: STRIT - CCLXXII – Leif Bødtcher Jensen 2. Plads: MEGIN DIX – DIX – Hendrik Horn 3. Plads: SVALA – CCCLXXXV – Jens Poulsen De to 13 årige sejlere Magnus og Rasmus sejlede alene i de to sidste sejladser og anbragte deres jolle på en flot midterplacring og vandt dermed midtvejspokalen. Vi takker Jens og Dorthe for et super stævne med både historiske vinkler, oplevelsesrigt vejr og gennemtænkt planlægning. Så pakker vi sammen, surrer bådtrailere og finder motorvejens linier hjemad. Meginjollen smiler i mit bakspejl: Mer vil ha mer! Paul Christian Arnbak PØS - CDXLIV