MEGINclubSejl sammen.

MEGINbowlen 2006 på Køge bugt

Læs dokumentets tekst her, og hent originalen med billeder, tabeller og den oprindelige opsætning.

Side 1

MEGINbowlen 2006 på Køge bugt Fredag den 18. august trillede en rød Citroën med en Meginjolle på slæb ind på Hejren ved Hundige Havn. Et ensomt lille telt stod på en græsmark. Andre Meginjoller var ikke lige at se - jo, var der ikke én derude på vandet? Og en mere ved broen? Så her egentlig ikke helt hyggeligt ud? Hundige Havn dannede rammen om årets Megin-Bowle, og trods alle fordomme om mængden af store både i mammuthavne og et overtrafikeret farvand, blev det et rigtig rart og vellykket stævne med god sejlads. Både Hundige Havn og den nærliggende Mosede Havn, hvortil distancesejladsen gik lørdag, er havne, hvor man har skabt en god stemning og et rigtigt havnemiljø med en blanding af mange bådtyper, f.eks. ved træskibsbroen i Hundige.

Meginjoller var dog ikke et særlig velkendt begreb på stedet, hvilket gav dommerpanelet visse udfordringer i såvel planlægning som praktisk udførelse af de enkelte sejladser. At nogen kan krydse SÅ langsomt med Så flade krydsben, det er da utroligt. Optimistjoller ville efter sigende have kommet hurtigere rundt på trekantbanerne. Var dommerne overraskede og måske også lidt mere hårde end vi har været vant til, var de til gengæld regelrette og retfærdige. Helt efter bogen afhang evt. stridsspørgsmål af indkomne protester fra sejlerne - og der kom ingen, vi er jo et fredeligt folkefærd! Faktisk lærte dommerne os nok lidt, som vi kan bruge til at opgradere vores sejladsregler inden næste års stævne. Det vil bestyrelsen tage op.

Selve sejladserne startede lørdag formiddag med 11 joller på en trekantbane efter traditionelt banesystem. En enkelt jolle udgik efter utilsigtet at have fået gasten udenbords, og fik hjælp fra en af SKB's følgebåde til opsamling og landsætning. På trekantbanen skal der jo krydses en del gange op til topmærket, og det tog sin tid at få alle joller banen rundt. Man må sige, at det var de sædvanlige, der lå i front, men nogle af os fik da forbedret positionen en anelse undervejs, og der var adskillige nærkampe til at øge spændingen. Senere lørdag stod den på distancesejlads til Mosede Havn med mål-linien i havnehullet, som skulle krydses op, og så i svag vind - lidt af en udfordring. Hele flokken besøgte Mosede Fort under kyndig rundvisning af en lokal gymnasielærer, som konkluderede at det nok ikke var den rigtige måde at konstruere et anti- invasions-batteri på. Lavet i den bedste mening, men militært stort set ubrugeligt. De fugtige, mørke kasematter var noget af en kontrast til solskinnet udenfor.

Sejladsen tilbage til Hundige var ren afslapning i stille luft - men alle fik deres trut ved mållinien inde i havnen. Efter mange timer på vandet var det lækkert at kunne sætte sig til bords i Sejlklubben Køge Bugt's flotte lokaler og kigge ud på havnen. En hel flok frivillige sørgede for en lækker middag, med både forret, grillbøffer og dessert. Det var over sædvanlig standard! Søndag startede med regn, det så ærlig talt noget håbløst ud. Men man har jo lov at være heldig, og vi kom på vandet næsten tørre og fik kun mindre dryp ude på bugten. Endnu en trekantbane blev gennemført, i starten med rimelig luft. Senere blev det meget stille.

Side 2

Først på eftermiddagen kunne resultatet gøres op. Selv om Preben Veilstrup Andersen i Gale-Asen havde en førsteplads ved anden sejlads lørdag (og efter vores mening nogen rigtig gode, lange krydsben), blev det alligevel stævnets primus motor Lars-Erik Sandstrøm, der vandt totalt, godt hjulpet af sønnen Christian som gast. Tredjepladsen gik til Finn Andersen med gasterne Birthe og Jørn i "Poul", og vi andre kom sådan godt dernedad... Præmieoverrækkelsen var som reglerne siger 1 pilsner til 1. pladsen, 2 pilsnere til 2. pladsen og 3 pilsnere til nr. 3. Megin-Bowlen fik Lars og Christian velfortjent med hjem, men der bliver kæmpet igen næste år! Ja, det skal vel også nævnes, at Søren Kramer i Noatun blev tildelt Kvaje- præmien for sidelæns at påsejle dommerbåden under søndagens sejlads. Sådan lige til sidst, hvor alt ellers var gået helt godt...

Megin Bowlen hos Sejlklubben Køge Bugt var en god oplevelse for deltagerne, og som det blev sagt ved Meginclub Danmark's generalforsamling lørdag aften er det netop en del af charmen, at vi kommer rundt og ser forskellige steder. At det så kun lykkedes at samle 11 joller i år kan der være mange grunde til - vi der var med vil gerne sige tak til SKB og Lars-Erik for et godt stævne. Søndag eftermiddag kørte den røde Citroën veltilfreds hjem mod Fyn søndag efter et par fine sejldage i stort set godt vejr og med luft nok til for det meste at komme fremad. Og det ensomme lille telt? Jo, det var såmænd stævne-arrangør Lars-Erik Sandstrøms! Overgasten Christian havde forlangt at bo i telt, når der nu skulle være stævne. Også selv om der kun var 10 min. kørsel hjem.

Morten Nielsen, Nydningen, CCCXIII